Trump anklager medierne for at ville skade ham med bombesag

    USA’s præsident, Donald Trump, anklager medierne for at bruge rørbombesag imod ham.

    Det siger han på et vælgermøde i Charlotte i North Carolina natten til lørdag dansk tid.

    Han mener, at medierne forsøger at skade ham med deres dækning af sagen om 14 rørbomber sendt til prominente Trump-kritikere, forklarer han.

    – Vi har set en indsats fra medierne de sidste par timer for at bruge de truende handlinger begået af et individ til at vinde politiske point mod mig og Det Republikanske Parti, siger Trump.

    FBI har fredag anholdt en hovedmistænkt i sagen, hvor rørbomber denne uge er blevet sendt til blandt andre Barack Obama, Hillary Clinton og det amerikanske medie CNN.

    Ifølge Trump har medierne i deres dækning af sagen forsøgt at angribe den konservative bevægelse, siger han.

    Som svar på præsidentens anklager mod medierne lyder det i kor fra Trump-støtter ved vælgermødet: “CNN stinker”.

    /ritzau/Reuters