Den israelske flåde har bordet en lille flotille af skibe, som forsøgte at trænge igennem den israelske blokade af Gaza.
Aktionen foregik uden brug af magt ifølge det israelske militær, som eskorterede skibene i havn.
De fire skibe med propalæstinensiske aktivister ville sætte fokus på Israels lammende blokade af den smalle stribe land, der ligger ud til Middelhavet.
For fem år siden forsøgte “Gaza Freedom Flotilla” en tilsvarende aktion. Det kom dengang til blodige sammenstød med den israelske flåde, og ti aktivister mistede livet.
/ritzau/AFP