Hvis der er noget, der er usikkert, så er det fremtiden for den græske økonomi. Og hvis der er noget, finansmarkederne ikke er vilde med, er det usikkerhed.
Det viser sig tydeligt på de asiatiske børser, der mandag har bevæget sig i minus med det samme.
I de første minutter efter markedets åbning dykkede det toneangivende Nikkei-aktieindeks i Japan således 2,4 procent, og ved middagstid ligger indekset 1,8 procent nede.
Det ledende australske indeks falder knap to procent, mens aktierne i Sydkorea gennemsnitligt falder 1,6 procent.
I Kina er billedet mere mudret, men her spiller en rentesænkning også ind i investorernes samlede reaktion. Og i USA peger de såkaldte futures på, at aktiemarkedet mandag vil åbne i negativt terræn.
Også på valutamarkedet præger den græske krise billedet. Euro svækkes over for både amerikanske dollar og japanske yen.
Grækenland vil muligvis misligholde et lån tirsdag, når der skal betales milliarder tilbage til Den Internationale Valutafond (IMF). Hvad der skal ske derefter, er et meget åbent spørgsmål.
Indtil videre har den græske regering besluttet at indføre kapitalkontrol. Bankerne lukkes indtil 6. juli, og der bliver lavet en grænse på 60 euro, som er det beløb, grækerne højst kan hæve om dagen. Man må ikke overføre penge til kontoer uden for Grækenland.
Det hele sker for at forhindre, at de græske banker suges tør for penge.
Imens er spørgsmålet, om det i sidste ende vil lykkes Grækenland at nå en aftale med EU, Den Europæiske Centralbank og IMF, og om grækerne undgår en mulig bankerot og et farvel til euroen.
/ritzau/