Danskerne er mere lunke over for den økonomiske fremtid

    Danskerne tror stadig på økonomisk fremgang, men troen er blevet mærkbart mindre i oktober. På trods af troen på fremgang er der fortsat en stor skepsis over for, om nu er et godt tidspunkt at købe store forbrugsgoder på.

    Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.

    De viser, at forbrugertilliden faldt til 5,1 i oktober mod 6,9 i september. Gennemsnittet for de seneste seks måneder lyder på 8,2.

    – Samtlige underliggende indikatorer, som forbrugertilliden beregnes ud fra, ligger i oktober under gennemsnittet for de seneste seks måneder, skriver Danmarks Statistik.

    Forbrugertilliden udregnes på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse, hvor respondenterne bliver spurgt om en række udsagn. Alle disse får så en karakter, og det samlede indeks er udregnet ud fra disse.

    Oktobers måling viser, at det er gået tilbage både for troen på, at familiens økonomiske situation vil være bedre om et år, at Danmarks økonomiske situation vil være bedre og altså om det er fordelagtigt at købe store ting som fjernsyn eller vaskemaskine lige nu.

    Specialt sidstnævnte stikker ud, da det tal som det eneste er negativt og har været det længe på trods af jobboom og stigende boligpriser.

    /ritzau/