ATP lægger afstand til australsk TDC-partner

    Historier om snyd med udbytteskat på tværs af Europa får pensionskassen ATP til at skubbe den australske kapitalfond og bank Macquarie fra sig. Det skriver DR.

    De to slog ellers i maj pjalterne sammen med to andre danske pensionskasser og købte TDC. Men mandag har direktør i ATP Christian Hyldahl mistet appetitten på andre samarbejdsprojekter med australierne.

    – Med hensyn til nye investeringer med Macquarie er der en lang række spørgsmål, vi skal have svar på. Det er svært at forestille sig, at vi kan være en del af nye samarbejder med dem på den korte bane, siger Hyldahl til DR.

    Den nyfundne tøven overfor projekter ligesom TDC-ejerskabet, skyldes Macquaries rolle i sagerne om udbytteskat.

    Australierne har ifølge afsløringer, som en række europæiske medier herunder DR og Politiken har bragt, været med til at trække milliarder ud af den tyske statskasse.

    Historierne får ifølge Hyldahl ikke betydning for ATP’s og Macquaries samarbejde som ejere af TDC.

    Macquarie skriver i en mail til DR, at den ikke har brudt loven.

    /ritzau/