Medier: Riddersholm bliver sportschef i Vendsyssel FF

    Superligaklubben Vendsyssel FF har angiveligt fundet afløseren for klubbens sportschef, Mogens Krogh.

    Ekstra Bladet og TV3 Sport erfarer således, at den tidligere mestertræner Glen Riddersholm bliver ny sportschef i Vendsyssel FF.

    Riddersholm var senest træner i AGF, men blev fyret for omkring et år siden. Tidligere i trænerkarrieren førte han FC Midtjylland frem til klubbens første mesterskab.

    Ifølge TV3 Sport vil Riddersholm i løbet af få dage skrive under på en kontrakt med den nordjyske klub.

    Jobbet i Vendsyssel blev ledigt, da Brøndby-legenden Mogens Krogh for knap et par uger siden annoncerede sin opsigelse. Han takker af ved udgangen af oktober.

    /ritzau/