Tyskere presser på for EU-fodslag over for Saudi-Arabien

    Hvis det skal have en effekt, at Tyskland har indstillet sin eksport af våben til Saudi-Arabien, bør andre EU-lande følge trop.

    For uden en fælles position får det ikke den ønskede konsekvens, lyder det fra den tyske økonomiminister, Peter Altmaier.

    Søndag meddelte Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, at landets eksport af våben til Saudi-Arabien bliver indstillet efter drabet på journalist Jamal Khashoggi.

    Men ifølge Altmaier er det dog nødvendigt med en fælles position fra Den Europæiske Union, siger han til tv-stationen ZDF, skriver AP.

    – For kun hvis alle europæiske lande er enige, vil det gøre indtryk på regeringen i Riyadh (Saudi-Arabiens hovedstad, red.), siger han.

    – Det vil ikke få nogen positiv konsekvens, hvis vi, som det er tilfældet, ikke fortsætter med at eksportere våben, hvis andre lande samtidig udfylder det hul, lyder det fra ministeren ifølge nyhedsbureauet.

    I sidste måned godkendte Tyskland eksport af våben til kongedømmet for 416 millioner euro, hvilket svarer til 3,1 milliarder kroner. Hidtil har den militære eksport særligt bestået af patruljebåde.

    Tidligere på året – i januar – stoppede Tyskland også sin forsendelse af våben til Saudi-Arabien på grund af landets rolle i krigen i Yemen. Samarbejdet blev dog genoptaget.

    Merkel gentog søndag sin fordømmelse af journalistdrabet. Hun understregede også, at en efterforskning skal kaste fuld klarhed over drabet.

    Sagen om Khashoggi har forværret forholdet mellem Saudi-Arabien og flere europæiske lande heriblandt Tyskland.

    /ritzau/