Op til otte mænd overfalder 23-årig midt i Aarhus

    En 23-årig mand blev søndag eftermiddag stukket ned på Langelandsgade i Aarhus.

    Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Manden blev ikke alvorligt såret af stikkene, der kom fra en knivlignende genstand. Han blev ramt flere gange i skulderregionen.

    En gruppe på syv eller otte mænd blev set forlade stedet i to biler. Godt et kvarter senere fandt en patrulje frem til den ene bil. Her sad en 24-årig mand, der blev anholdt og sigtet. Det fremgår ikke, hvad han blev sigtet for.

    I pressemeddelelsen oplyser politiet ikke, hvad motivet bag overfaldet kan være. Men det er ikke vurderingen, at manden var et tilfældigt offer.

    – Politiet har i løbet af eftermiddagen og aftenen efterforsket sagen, og efterforskningen pågår stadig. Det er politiets opfattelse, at den forurettede kender gerningsmændene.

    Østjyllands Politi modtog anmeldelsen klokken 15.27.

    Den 24-årige, der blev anholdt, bliver muligvis fremstillet i et grundlovsforhør mandag. Det er op til anklagemyndigheden at træffe den afgørelse.

    /ritzau/