Sammenstød mellem etniske grupper i Nigeria dræber 55

    Flere dages voldelige sammenstød i det nordlige Nigeria har kostet 55 mennesker livet.

    Sammenstødene har været mellem forskellige grupper i et lokalområde.

    Det oplyser Ahmad Abdur-Rahman, der er politichef i området, til nyhedsbureauet Reuters.

    Samme oplysning skriver en talsmand for præsidenten på Twitter ifølge nyhedsbureauet dpa.

    Ifølge dpa er der tale om sammenstød mellem hausa-muslimer, der er migreret til området, og indfødte adara-folk, der hovedsageligt er kristne.

    Der har ifølge dpa tidligere været sammenstød mellem muslimer og kristne i den del af Nigeria.

    Ahmad Abdur-Rahman vil i et telefoninterview med Reuters ikke oplyse årsagen til sammenstødene.

    – Enhver, der har del i den her krise, vil blive mødt med lovens fulde styrke, siger han til Reuters.

    De seneste dages dræbte er føjet til en liste på flere hundrede, der i år har mistet livet i sammenstød mellem forskellige befolkningsgrupper i Nigeria.

    /ritzau/