Fremover vil det være forbudt for offentligt ansatte i Algeriet at have ansigtet tildækket, når de er på arbejde.
Således har regeringen i Algeriet vedtaget et forbud mod at bære burka eller niqab på arbejdspladsen.
Det annoncerede regeringen i det nordafrikanske land torsdag, skriver nyhedsbureauet dpa.
Premierminister Ahmed Ouyahia siger, at “enhver beklædningsgenstand, der hindrer udførelsen af den offentlige service, især niqabben, er strengt forbudt på arbejdspladsen”.
En talsmand for premierministeren tilføjer, at alle ansatte på tværs af landet skal kunne identificeres af sikkerhedsmæssige årsager.
Ifølge regeringen skal alle ansatte “klæde sig passende i forhold til deres arbejdsopgaver”, “udvise respekt” og “overholde de regler og principper, der gælder for den offentlige service”.
Der bor godt 40 millioner mennesker i Algeriet. Af dem er 99 procent muslimer. Det viser tal for 2018 ifølge Live Population.
/ritzau/











