Den højreorienterede præsidentkandidat Jair Bolsonaro beskyldes for at stå bag en omfattende smædekampagne mod sin modstander i kampen om præsidentposten i Brasilien, den venstreorienterede Fernando Haddad.
Beskyldningerne kommer fra Fernando Haddad, skriver nyhedsbureauet dpa.
Smædekampagnen spreder angiveligt falske nyheder og rygter om modstanderen og er ifølge Haddad ulovligt støttet af Bolsonaro-støtter.
– Jeg har aldrig set noget lignende. Det er et forsøg på valgsvindel, siger Fernando Haddad på en pressekonference i São Paulo torsdag.
Præsidentkandidaten påstår, at kampagnen koster “millioner af real”. En brasiliansk real er 1,76 kroner værd.
/ritzau/











