USA’s justitsministerium har indledt en efterforskning af seksuelt misbrug af børn inden for den katolske kirke i Pennsylvania.
Det oplyser to kilder med kendskab til efterforskningen.
Ifølge dem har anklagere nu udsendt stævninger til flere stifter over hele delstaten for at få fat i dokumenter og vidneudsagn fra ledere inden for kirken.
De to personer har ikke lov at udtale sig officielt om efterforskningen og vil derfor ikke have deres navne frem.
Stævningerne kommer, to måneder efter at myndighederne i Pennsylvania offentliggjorde en rapport, der viser, at over tusind børn i løbet af en periode på flere årtier blev ofre for over 300 katolske præsters seksuelle overgreb.
Fordi misbruget i de fleste tilfælde lå mange år tilbage i tiden, og sagerne var forældede, blev der kun rejst sigtelse mod to præster på baggrund af den omfattende rapport.
/ritzau/AP











