Staten kan miste værdifuld erfaring, viden og mange centrale medarbejdere, hvis en kommende borgerlig regering flytter flere statslige arbejdspladser til landets yderkommuner.
Det vurderer fire centrale fagforbund, der samstemmigt advarer mod, at det i sidste ende kan skade kvaliteten af de enkelte myndigheders arbejde. Det skriver Politiken fredag.
Ifølge Djøf, Dansk Magisterforening, Ingeniørforeningen og Dansk Told og Skatteforbund, der tilsammen repræsenterer 40.000 statsansatte, bør Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, være varsom med at flytte statslige myndigheder fra en ende af landet til en anden.
– Man skal virkelig passe på, at det her ikke bare bliver et quick fix, fordi nu har man besluttet sig for, at der skal ske noget for udkanten, siger formanden for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage, til Politiken.
Sidste år valgte SR-regeringen at flytte Forsvarets Sundhedstjeneste fra Roskilde til Aarhus. Chefen for Forsvarets Sundhedstjeneste måtte siden beklage, at man “i det store hele skulle genopbygge en ny myndighed, fordi få flyttede med”.
Og da en del af Skat i 2007 blev flyttet til Ringkøbing, fulgte færre end ti ansatte med.
Skat måtte ansætte blandt andre kranførere til at sagsbehandle, forklarer formand for Dansk Told & Skatteforbund, Jørn Rise. Det kan tage flere år, før en myndighed er på fode igen, siger han.
– Vi er ude i politik i dens værste form. Det med at flytte ud handler ikke om vækst, men lige så meget om at pleje sin personlige valgkreds, siger Jørn Rise.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at København by sidder på knap 58.000 statslige arbejdspladser, mens eksempelvis Vestjylland kun huser 13.798.
/ritzau/