Abort bliver lovligt i Australiens mest konservative delstat

    Parlamentet i Australiens næststørste og mest konservative delstat, Queensland, vedtog onsdag at gøre abort lovligt.

    Det skete med stemmerne 50 for og 41 imod.

    Lovændringen gør det muligt for kvinder at afslutte uønskede graviditeter op til uge 22 og senere end det med godkendelse fra to læger.

    Hvis læger i Queensland ikke ønsker at udføre aborter, kræves det, at de henviser kvinderne til andre læger.

    Derudover skal sikkerheden skærpes ved abortklinikker. Blandt andet vil det være forbudt at demonstrere indenfor en radius af 150 meter fra klinikken.

    Abortforkæmpere har siden 1970’erne kæmpet for at få ændret loven, der indtil nu har kriminaliseret abort.

    Leder af parlamentet i Queensland og medlem af Det Liberale Nationale Parti Annastacia Palaszczuk hylder lovændringen.

    – Vi har skrevet historie. Kvinder skal ikke længere frygte at bryde loven, når de tager en så dybt personlig beslutning over deres egne kroppe, skriver Palaszczuk på Twitter.

    Omvendt kalder antiabortgruppen “Cherish Life” (på dansk “sæt pris på livet”) lovændringen for “katastrofale nyheder”.

    /ritzau/AFP