Cheftræner Glen Riddersholm stopper i mesterklubben FC Midtjylland med øjeblikkelig virkning, oplyser fodboldklubben i en pressemeddelelse.
Riddersholm har meddelt klubben, at han ønsker at stoppe sit virke i FCM, efter at han har brugt sommerferien til at overveje sin fremtid.
– At beslutte, hvad man ikke skal, er lige så vigtigt som at beslutte, hvad man skal. Efter modne og svære overvejelser har jeg valgt at opsige min stilling som cheftræner i FC Midtjylland.
– Jeg har været ærlig over for mig selv og konstaterer, at der er kompromiser i hverdagen, som jeg ikke længere kan indgå, hvis jeg skal være den bedste udgave af mig selv og den leder, jeg ønsker at være over for spillerne og staben.
– Jeg er dybt taknemmelig for min tid i FC Midtjylland. Jeg ønsker at takke alle de fantastiske mennesker, som hver dag gør FC Midtjylland til en unik arbejdsplads, og jeg vil takke alle dem som har troet på mig og arbejdet sammen med mig i de mange år, jeg har været en del af FC Midtjylland, siger Riddersholm.
/ritzau/