Islamisk Stat (IS) og modstandere af den syriske regering har iværksat en offensiv i det nordlige og sydlige Syrien. Det har ramt områder ved byen Kobani, Hasaka og Deraa.
De militante islamister fra IS er torsdag morgen trængt inde i den kurdiske by Kobani, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger kamphandlingerne i landet.
De lokale hospitaler fortæller, at 12 foreløbig er dræbt og 70 såret.
En talsmand for de kurdiske styrker i Kobani siger, at en selvmordsbombe eksploderede torsdag morgen som et forvarsel til angrebet.
De kurdiske styrker tilbageerobrede i begyndelsen af året hele Kobani, efter IS havde gennemført en fire måneder lang belejring af byen. Tilbageerobringen skete blandt med luftstøtte fra USA og arabiske lande, der indgår i en koalition mod islamisterne.
I det nordøstlige Syrien er IS brudt ind i byen Hasaka natten til torsdag, og det har indtaget to bydele, siger den syriske overvågningsgruppe.
– Svære kampe fortsætter, og der er granatbeskydning fra begge sider, lyder det fra gruppen.
Lige som i Kobani var det en selvmordsbombe, der var signal til det større angreb i Hasaka.
Byen kontrolleres delvist af de kurdiske militser og delvis af grupper, der er loyale over for den syriske regering.
Ved byen Deraa i det sydlige Syrien, hvor oprøret mod præsident Bashar al-Assad blev indledt i begyndelsen af 2011, er oprørere fra al-Nusra Fronten i hård kamp mod den syriske hær og grupper, der er loyale over for regeringen, rapporterer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Det regeringsvenlige syriske nyhedsbureau Sana siger, at angrebet fra al-Nusra er blevet slået tilbage.
– Hærenheder forpurrede forsøg fra terrorgrupper på at angribe flere militære stillinger i provinsen Deraa, og de destruerede flere pansrede køretøjer og dræbte snesevis af terrorister, hedder det.
Al-Nusra er en syrisk gren af al-Qaeda.
/ritzau/Reuters