Danske ærkerivaler mødes i bokseringen


    Braget mellem bokserne Rudy Markussen og Patrick Nielsen er formentlig en realitet, efter at underskrifterne er blevet sat på en ny kontrakt.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Det skriver BT, som citerer Rudy Markussen og Patrick Nielsens promoter, Nisse Sauerland.

    – Rudy Markussen har skrevet under på en kontrakt for to kampe med Team Sauerland. Hans første kamp bliver ved Nordic Fight Night til september. Vinder Rudy den, møder han efter planen Patrick Nielsen til december, siger Nisse Sauerland til avisen.

    De to danske boksere har svinet hinanden til i pressen, og dramaet toppede for alvor ved et pressemøde med Patrick Nielsen i april, hvor Rudy Markussen pludselig trådte ind ad døren og udfordrede sin danske boksekollega til en kamp.

    37-årige Rudy Markussen har ikke været i ringen i to et halvt år, men han erklærer sig klar og kalder det “en drøm” at gøre comeback.

    – Det har taget mig nogle dage at vænne mig til det, synes jeg. Men nu er det nu, og så skal vi i gang, siger Rudy Markussen til BT og fortsætter:

    – Der har været dage, hvor jeg har tænkt, at det nok aldrig ville blive til noget. At det hele bare var snak. Men jeg har hele tiden gerne villet bokse kampen. Jeg skulle bare have de formelle ting på plads.

    Det har taget måneder for parterne at blive enige, men Nisse Sauerland kalder det nu en “god aftale”, hvor “begge sider er glade”. Han afviser dog at gå i detaljer om kontrakten, hvor særligt økonomien tidligere har været et stridspunkt.

    Ifølge BT’s oplysninger er Markussens pengekrav “mere eller mindre blevet opfyldt”.

    Der er endnu ikke sat navn på mulige Rudy Markussens modstandere til september.

    /ritzau/