Island står til nedrykning efter 2-1-nederlag til Schweiz

    Det islandske herrelandshold i fodbold kan ikke længere undgå nedrykning til B-rækken i Nations League. Det står klart, efter at holdet mandag aften tabte 1-2 hjemme til Schweiz.

    Dermed er Island uden sejr i 13 kampe.

    Landsholdet vakte ellers opsigt verden over, da den lille nation i sommeren 2016 nåede frem til kvartfinalerne i EM. Siden da kvalificerede Island sig for første gang nogensinde til VM.

    Men nederlag efter nederlag ser den gode stime nu ud til at være vendt.

    I første halvleg af mandagens regnvåde kamp reddede den schweiziske målmand Yvon Mvogo islandske Gylfi Sigurdssons forsøg på at score og forhindrede dermed, at Island gik til pause foran.

    Islands målmand, Hannes Halldorsson, blev ikke testet før i 51. minut, da han stoppede et skud fra Steven Zuber. Men allerede ét minut senere kom Schweiz foran, da angriber Haris Seferovic scorede til 1-0.

    Senere fulgte landsmanden Michael Lang trop, og bragte holdet foran med 2-0 i første halvdel af anden halvleg.

    81 minutter inde i kampen lykkedes det islandske Alfred Finnbogason at reducere, inden holdet måtte gå fra banen med endnu et nederlag i bagagen.

    15. november møder Island Belgien på udebane, men allerede nu står Island til at rykke ned i B-rækken, hvor Danmark også er placeret.

    /ritzau/