Socialstyrelsen beder tilskudsmodtagere om at indsende deres kontooplysninger.
Det sker, efter at Socialstyrelsen lukkede for kassen til foreningerne, der modtager tilskud fra styrelsen.
Styrelsen har lukket for betalingerne for oktober på grund af mistanke om underslæb for 111 millioner kroner.
For at der igen kan blive åbnet for udbetalingerne, skal foreningerne, der modtager penge, altså lige gennem et tjek.
Nu skal foreningerne ind og bekræfte kontooplysninger, sådan at pengene går til de rigtige konti. Det oplyser styrelsen i en meddelelse på dens hjemmeside.
– Vi håber, at tilskudsmodtagere vil hjælpe med at indsende deres informationer hurtigt, så udbetalingerne kan igangsættes, så snart vi kan åbne vores system, skriver Socialstyrelsen.
Det fremgår af meddelelsen, at alle modtagere vil få et brev, om at kontooplysningerne skal indsendes.
Selv om der er lukket for betalinger, vil modtagerne få den pose penge, som de er blevet lovet.
/ritzau/











