Kommuner hæver samlet skatter og straffes

    Kommunerne hæver skatterne med 69,3 millioner kroner i 2019.

    Så de 98 kommuner straffes individuelt og kollektivt, oplyser indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

    Næste år sænker ti kommuner samlet skatten med 120,6 millioner kroner. Til gengæld hæver seks kommuner i alt skatten med 189,8 millioner kroner. Derfor stiger kommuneskatterne samlet med 69,3 millioner kroner.

    I budgetaftalen for 2019 havde regeringen aftalt med Kommunernes Landsforening, (KL), at kommunerne ville arbejde for, at skatten ikke skulle stige samlet.

    Derfor er indenrigsministeren forbavset.

    – Jeg undrer mig virkelig over, at der ikke er flere kommuner, som sætter skatten ned, når der gives tilskud til det, siger Simon Emil Ammitzbølle-Bille i en skriftlig kommentar.

    – Dertil kommer, at kassen bugner i en række kommuner. Det er frækt overfor de borgere og virksomheder, som betaler skatten. Det aftalte løft af vores velfærd er jo fuldt finansieret, siger han.

    /ritzau/