Tysk politi rykker ud til gidseltagning i Køln

    Der udspiller sig et gidseldrama ved Kölns hovedbanegård. Tysk politi er tilstede og opfordrer folk til at holde sig fra området.

    Det skriver Kölns politi på det sociale medie Twitter.

    – I området omkring Breslauer Platz har der været en gidseltagning. Politiet er tilstede med en indsatsstyrke og håndterer situationen. Undgå venligst området, skriver Polizei NRW på Twitter.

    Til nyhedsbureauet Reuters siger en talsmand for politiet, at en kvinde umiddelbart er taget som gidsel. Det tyske magasin Focus skriver, at der skulle være blevet hørt skud.

    I et efterfølgende tweet skriver Kølns politi dog:

    – Vent venligst på officiel information og spred hverken rygter eller spekulationer. Sådan støtter du os. Vi har for nuværende ingen beviser om skud!

    Køln er en større by i den vestlige del af Tyskland.

    /ritzau/