Anklager: Bestikkelsessag kan udvikle sig


    En allerede omfattende sag om påstået bestikkelse kan vise sig at blive endnu større.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Det antyder specialanklager Jørn Thostrup tirsdag formiddag i Østre Landsret, hvor han forsøger at overbevise retten om at lukke dørene for offentligheden.

    – Det vil være til stor skade for politiets efterforskning, hvis man allerede på nuværende tidspunkt giver offentligheden kendskab til sagen.

    – Vi kan se, at den her sag kan udvikle sig til at blive meget omfattende. De personer, som vi skal ud og kontakte i de kommende uger, mener vi ikke, skal være varslet om, hvad der bliver sagt her, siger specialanklageren.

    I alt er 13 personer sigtet i sagen om bestikkelse. Seks af dem blev for to uger siden varetægtsfængslet, men de kærede alle deres fængsling til landsretten.

    Det er i den forbindelse, at de seks mænd, deres forsvarere og specialanklager Jørn Thostrup tirsdag formiddag er på plads i Østre Landsret i København.

    På vegne af alle seks forsvarsadvokater kræver advokat Jørgen Lange i modsætning til anklageren, at offentligheden får kendskab til sagen.

    Han henviser til, at blandt andre den administrerende direktør i firmaet Atea, der spiller en helt central rolle i sagen, har udtalt sig kompromitterende om de fængslede i medierne.

    – Vi mener, at vores klienter har ret til at komme til genmæle, siger Jørgen Lange.

    Retten er imidlertid uenig og lukker efter en kort votering dørene til retsmødet.

    Politiets påstand er, at ansatte i to it-firmaer har ydet bestikkelse til personer ansat i Region Sjælland, Kriminalforsorgen og Rigspolitiet.

    Blandt de fængslede er to ansatte fra henholdsvis Region Sjælland og Rigspolitiet. De fire andre er medarbejdere i de to it-firmer.

    Blandt de fire personer, der er varetægtsfængslet for at betale bestikkelse, er en nuværende medarbejder i Atea.

    De tre øvrige er alle tidligere højt placerede medarbejdere i Atea, som i dag arbejder hos det konkurrerende firma.

    /ritzau/