Fem palæstinenser dræbt under uro ved Gazas grænse

    Israelske styrker dræbte fredag fem palæstinensere under sammenstød ved grænsen til Gaza, siger en talsmand for sundhedsministeriet i Gaza.

    Det israelske militær siger, at det er ved at undersøge rapporterne om fem dræbte.

    Palæstinensere har siden marts mindst en gang ugentligt demonstreret ved Gazagrænsen.

    Omkring 200 palæstinensere er blevet dræbt af det israelske militær i perioden – de fleste ved uroligheder langs grænsen.

    Gazastriben er et område mellem Israel, Egypten og Middelhavet. Der bor omkring to millioner palæstinensere.

    Ifølge israelsk militær er tusindvis af “uromagere” samlet forskellige steder langs den svært bevogtede grænse.

    – Fire palæstinensere blev dræbt ved grænsen øst for Al-Bureij i den centrale del af Gazastriben, mens en blev dræbt øst for Gaza City. Det siger en talsmand for det palæstinensiske sundhedsministerium.

    I en erklæring fra palæstinenserne hedder det, at soldater fik øje på et antal angribere, som klatrede op i et sikkerhedshegn. Kort efter skete der en eksplosion ved hegnet, som begyndte at brænde.

    Angriberne gik derefter mod grænsen til Israel, hvor de blev skudt og dræbt, hedder det.

    Ifølge AFP er mindst 203 palæstinensere blevet dræbt siden den 30. marts. De fleste ved grænsedemonstrationer, men der er også sket drab ved israelske flyangreb og beskydninger udført af kampvogne tilhørende den israelske hær.

    /ritzau/Reuters