S vil afsætte millioner til udsatte efter kæmpesvindel

    Socialdemokratiet vil afsætte et beløb til socialt udsatte borgere svarende til de 111 millioner kroner, som en tidligere ledende medarbejder menes at have stjålet fra Socialstyrelsen.

    Det fortæller partiets socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil.

    – For os er det vigtigt, at de mest udsatte borgere får de penge, som vi politisk har afsat til dem. Det skal ikke ligge de socialt udsatte til last, at tyverialarmen ikke er gået i Socialstyrelsen.

    – Det må være penge, vi kan finde et eller andet sted.

    – Vi vil tage det op i forbindelse med de finanslovsforhandlinger, der er påbegyndt i denne uge, siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

    Flere organisationer – herunder Børns Vilkår – har over for TV2 News udtrykt ønske om, at et beløb svarende til de forsvundne millioner føres tilbage til de grupper i samfundet, som pengene oprindeligt var afsat til.

    Direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, foreslår, at man opretter en såkaldt erstatningspulje.

    – Det står soleklart for mig, at de her penge tilhører de udsatte, og så må staten selv finde ud af, hvordan man får sine penge tilbage fra svindleren.

    – Men først og fremmest må staten garantere, at de her penge kommer de udsatte til gode, siger Rasmus Kjeldahl til TV2 News.

    /ritzau/