Theresa Nielsen lejes ud til australske fodboldmestre

    Den danske fodboldspiller Theresa Nielsen får set noget af verden i øjeblikket.

    Landsholdsspilleren forlod i januar norske Vålerenga og skiftede til Seattle Reign FC i den amerikanske liga.

    Fredag meddeler Melbourne City FC, at klubben har lejet Theresa Nielsen til den kommende sæson i den australske W-League.

    Ifølge DR skal hun spille de næste cirka fire måneder i Australien, mens den amerikanske liga ligger stille. Herefter vender hun tilbage til Seattle.

    – Det var planen, allerede da jeg skrev kontrakt med Seattle, for jeg ved, at den amerikanske og australske liga spiller rigtig godt sammen.

    – Målet har været at kunne tilbringe min offseason i Australien, for den er lidt lang, siger Theresa Nielsen til DR.

    Ifølge Seattle Reign FC har klubben udlejet hele syv spillere til Melbourne City FC, der har vundet mesterskabet i Australien de seneste tre sæsoner.

    Den 31-årige forsvarsspiller har spillet 128 A-landskampe for Danmark.

    Den seneste var tirsdag i denne uge, da Danmark tabte 1-2 hjemme til Holland.

    Dermed blev det danske håb om VM-deltagelse næste år slukket, eftersom Holland vandt samlet med 4-1 efter to playoffkampe.

    Theresa Nielsen var sidste år med til at vinde EM-sølv med det danske landshold.

    Her blev hun sammen med ti andre spillere udvalgt til EM’s allstarhold.

    /ritzau/