Stormvejret Michael taber styrke på sin vej over delstaten Georgia i USA. Det oplyser National Hurricane Center (NHC) torsdag morgen dansk tid.
Da Michael blæste ind over kysten i den vestlige del af delstaten Florida, var det den tredjestærkeste orkan, der nogensinde har ramt det amerikanske fastland.
Ved landgang havde den styrke som en kategori 4-orkan. De stærkeste vindstød var blot 3,2 kilometer i timen fra at gøre Michael til en kategori 5-orkan.
Michael blæste hurtigt over delstaten Flordias vestlige del og op i delstaten Georgia. Her er den raset af i en sådan grad, at den nu ikke længere er en orkan, men i stedet har styrke som en tropisk storm.
En sherif i Gadsden har oplyst, at en mand blev dræbt af et træ, der gav efter for vindstødene og væltede ned i mandens hus.
Derudover har Michael trukket store vandmængder med sig ind over land.
Ifølge NHC’s prognoser har Michael kurs mod delstaterne South Carolina og North Carolina, inden den igen drager til havs ud i Atlanterhavet.
/ritzau/Reuters











