Flere store skader har taget toppen af forsikringsdriften hos forsikringsselskabet Tryg i årets tredje kvartal. Det viser selskabets regnskab torsdag morgen.
Resultatet af forsikringsdriften var i kvartalet 761 millioner kroner. Samme kvartal året før var det 781 millioner kroner.
Det er dog glæde at spore hos manden i hjørnekontoret, koncernchef Morten Hübbe:
– Vi leverer et stærkt forsikringsteknisk resultat på 761 millioner kroner på trods af en betydelig stigning i storskader, siger han i en pressemeddelelse.
De såkaldte storskader steg med 173 millioner kroner, så prisen lød på 228 millioner kroner i kvartalet.
Forsikringsselskabet måtte i kvartalet se sit investeringsafkast falde en smule. Det endte således på 79 millioner kroner mod 87 millioner kroner året forinden.
/ritzau/











