Guvernør i Florida: For sent at flygte fra orkanen Michael

    Orkanen Michael og det medfølgende voldsomme vejr er nu så tæt på at gå i land i det sydøstlige USA, at det er for sent og for farligt at lade sig evakuere fra området.

    Personer, der ikke har forladt deres hjem i tide, skal i stedet blive indendørs og tage de nødvendige foranstaltninger.

    Det siger guvernøren i delstaten Florida, Rick Scott, ifølge CNN på et pressemøde onsdag eftermiddag dansk tid.

    – Nu er stormen her. Det er ikke sikkert at bevæge sig rundt i området. Hvis du befinder dig i et kystområde, så forlad ikke dit hus, lyder opfordringen fra guvernøren.

    Han kalder Michael den farligste storm til at ramme det nordvestlige Florida i et århundrede.

    Michael er onsdag blevet opjusteret til en kategori 4-orkan og betegnes som ekstremt farlig. Skalaen går til 5.

    Orkanen kan føre til en fire meter høj stormflod. Der er målt vindstød på 230 kilometer i timen.

    I Panama City Beach i Florida er enorme bølger onsdag eftermiddag begyndt at slå ind mod kysten.

    Myndigheder oplyser ifølge nyhedsbureauet AP, at de på grund af det voldsomme vejr ikke er i stand til at reagere på alarmopkald. Et stykke længere inde i landet lyder det fra brandvæsnet i Panama City, at man kun rykker ud til livstruende situationer.

    Omkring 375.000 mennesker er tidligere blevet opfordret eller beordret til at evakuere 22 amter i Florida.

    Derudover kan orkanen senere resultere i voldsomme regnskyl i både Florida, Alabama, Georgia samt North og South Carolina.

    /ritzau/