Serie A-bundprop henter fyret italiensk landstræner

    Onsdag annoncerede fodboldklubben Chievo, at den har skrevet en toårig kontrakt med den 70-årige træner Gian Piero Ventura.

    – Gian Piero Ventura er den nye cheftræner for Chievo Verona, siger klubben i en meddelelse og ønsker veteranen “held og lykke med det arbejde, der skal gøres”.

    Ventura har været arbejdsløs, siden han blev fyret som træner for det italienske A-landshold for næsten et år siden.

    Det skete som følge af fiaskoen, hvor Italien ikke kvalificerede sig til VM i fodbold for første gang siden 1958.

    Han har haft en lang trænerkarriere på klubniveau i Italien hos hold som blandt andet Napoli, Sampdoria, Udinese og Torino.

    Nu erstatter han så den tidligere cheftræner Lorenzo D’Anna, der tirsdag eftermiddag blev fyret fra klubben efter 1-3-nederlaget til storklubben AC Milan. Det var Chievos sjette nederlag i otte kampe i denne sæson.

    Chievos eneste to point i denne sæson kommer fra to uafgjorte kampe mod henholdsvis Empoli og Roma

    Ventura overtager Chievo på et tidspunkt, hvor klubben ligger i bunden af ligaen med ét minuspoint. Klubben er blevet frataget tre point på grund af økonomisk rod.

    Hans første kamp bliver 21. oktober hjemme mod Atalanta efter landskampspausen.

    /ritzau/