OVERBLIK: Sådan vil kommissionen styrke EU’s cyberforsvar

    Der er lang vej igen, før EU’s forsvar mod cyberangreb er på højde med den stigende trussel, fremgår det af EU-Kommissionens statusrapport onsdag.

    Her følger et overblik over omfang, initiativer og forslag fra kommissionen.

    Hvor stort er omfanget af angreb?

    * Flere end 4000 daglige angreb med ransomware, hvor de kriminelle beslaglægger materiale og kræver løsepenge.

    * 80 procent af virksomhederne i Europa var sidste år udsat for mindst et cyberangreb.

    * I nogle medlemslande er halvdelen af alle forbrydelser forbundet til cyberangreb.

    * Det verdensomspændende angreb Wannacry ramte i foråret 2017 flere end 150 lande og 230.000 it-systemer herunder på hospitaler.

    Hvad har EU-landene besluttet at gøre?

    * Hver enkelt land skal forstærke det nationale cyberforsvar.

    * EU-landene skal samarbejde om at bekæmpe angreb på EU-niveau.

    * Risikosektorer som energi, transport og sundhed skal iværksætte foranstaltninger til at forhindre og håndtere cyberangreb.

    Hvad arbejder EU og medlemslandene aktuelt på?

    * Opbygge et stærkere EU-organ for cybersikkerhed til at støtte medlemslandene. Der ligger i forvejen et kontor for dette i Grækenland.

    * En certifikatordning i EU for cybersikkerhed.

    * En koordineret indsats til bekæmpelse af store cyberangreb.

    Hvad foreslår kommissionen af yderligere skridt?

    * Oprettelsen af et kompetencecenter for cybersikkerhed.

    * Kompetencecenteret skal koordinere de EU-midler, der afsættes til cybersikkerhed i den kommende budgetperiode fra 2021-2027.

    * Et netværk af nationale koordinationscentre for cybersikkerhed. Hvert medlemsland udpeger et nationalt center til at deltage i dette netværk.

    Kilde: EU-Kommissionen

    /ritzau/