Mindst fem omkommer under oversvømmelser på Mallorca

    Voldsomme regnskyl og pludselige oversvømmelser på den spanske ø Mallorca har kostet mindst fem mennesker livet, oplyser den lokale redningstjeneste. Flere er meldt savnet.

    De fleste dødsulykker er sket i Sant Lorrenc på det østlige Mallorca.

    Det værst ramte område ligger 60 kilometer øst for hovedstaden Palma.

    Antallet af savnede er 12, og redningstjenesten og militæret er sendt til det ramte område.

    En talskvinde for redningsmandskabet siger, at fire mennesker omkom i Sant Lorrenc, mens en femte person døde i byen S’illot.

    – Al min støtte går til familier og venner til ofrene for disse tragiske oversvømmelser, skriver den spanske premierminister, Pedro Sanchez, på Twitter.

    Oversvømmelserne kom, efter at ferieøen blev ramt af voldsomme regnskyl inden for få timer tirsdag, skriver den regionale regering på Twitter.

    Spanske meteorologer siger, at der faldt over 22 centimer regn på få timer tirsdag aften.

    Optagelser i spansk tv og i lokale medier viser oversvømmede huse og biler, der bliver skyllet væk af massive vandmasser.

    Redningsmandskab arbejdede på højtryk natten til onsdag i forsøg på at finde savnede personer.

    Omkring 100 ekstra redningsarbejdere blev sendt fra fastlandet ud til øen for deltage i eftersøgningen sammen med to helikoptere og sporhunde.

    Sanchez planlægger at besøge redningsmandskabet i det værst ramte område onsdag.

    Parlamentets medlemmer holdt onsdag morgen et minuts stilhed for at mindes ofrene.

    /ritzau/Reuters