Fægter henter bronze til Danmark ved ungdoms-OL

    Den danske fægter Jonas Winterberg-Poulsen vandt en bronzemedalje ved ungdoms-OL i Argentinas hovedstad, Buenos Aires.

    Det skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF) i en pressemeddelelse.

    Dermed er Danmark oppe på tre medaljer – en af guld, en af sølv og en af bronze.

    Jonas Winterberg-Poulsen blev slået i en tæt semifinale af den forsvarende U17-verdensmester, Kenji Bravo fra USA. I bronzekampen fik danskeren indhentet en føring fra polakken Maciej Bem og vandt kampen 15-13.

    – Jeg er så glad. Det var en hård kamp, som var hårdere, end jeg havde forventet. Og det var måske også derfor, at det blev lidt tættere end nødvendigt.

    – Jeg har vundet over ham før til EM, og jeg regnede måske lidt med, at det blev samme type kamp. Men sådan fungerer det jo ikke.

    – Så jeg er virkelig glad for min bronzemedalje, siger Jonas Winterberg-Poulsen i pressemeddelelsen.

    Tidligere på ugen kunne triatleten Sif Bendix Madsen sikre Danmarks første medalje af sølv, og efterfølgende sørgede skytten Stephanie Laura Scurrah Grundsøe for en dansk guldmedalje.

    I alt deltager 12 danskere i ungdoms-OL. De danske atleter er mellem 15 og 18 år og stiller op i otte forskellige idrætsgrene.

    Ungdoms-OL foregår over 12 dage frem til 18. oktober med 32 idrætsgrene og 36 discipliner på programmet. I alt deltager 3998 atleter fra hele verden.

    Ved det seneste ungdoms-OL i 2014 vandt Danmark fem medaljer, mens det i 2010 blev til tre medaljer.

    /ritzau/