Den brasilianske fodboldstjerne Neymar kommer ikke til at spille flere kampe i dette års Copa America.
Den 23-årige angriber og anfører for landsholdet er blevet idømt en karantæne på fire spilledage som straf for det røde kort, han fik i Brasiliens kamp mod Colombia onsdag.
I overtiden af opgøret blev Neymar rasende. Først sparkede han en bold i ryggen på en modstander, og i den efterfølgende tumult nikkede han tilsyneladende en colombiansk spiller en skalle.
FC Barcelona-angriberen fik det røde kort og blev tildelt en foreløbig straf på én spilledags karantæne.
Det sydamerikanske fodboldforbund, Conmebol, har ud over at forlænge karantænen også givet Neymar en bøde på 10.000 dollar.
Det vides endnu ikke, om Neymar vil appellere dommen.
Brasilien, der tabte opgøret i gruppe C mod Colombia med 0-1, spiller lørdag sin sidste gruppekamp mod Venezuela.
Brasilien har maksimalt fire kampe tilbage i turneringen, hvis holdet går hele vejen til finalen i Copa America.
/ritzau/AFP