VM i kvindefodbold næste år bliver uden det danske landshold. Det står klart efter de to playoffkampe mod Holland, der blev tabt med samlet 1-4.
Fredag tabte Danmark 0-2 i Holland, og i tirsdagens hjemmekamp i Viborg blev det til et nyt dansk nederlag på 1-2.
Danmark fik ellers en drømmestart med Nadia Nadims straffesparksmål til 1-0 allerede efter fem minutter, men blot to minutter senere udlignede Holland til 1-1.
Dermed skulle Danmark frem og score mindst tre gange yderligere for at avancere.
Træner Lars Søndergaards tropper havde flere store chancer for at score særligt efter pausen, men den samlede sejr kom danskerne aldrig i nærheden af. I stedet scorede Holland sejrsmålet i kampens tillægstid.
/ritzau/











