Ny Google-telefon hjælper med at undgå spam-opkald

    Google er klar med to nye udgaver af sin Pixel-telefon, som er teknologigigantens nye flagskib, når det gælder smartphones.

    Det meddeler Google tirsdag ved en præsentation i New York City.

    Der er tale om en Pixel 3-model, som fås i to forskellige størrelser, ligesom det har været tilfældet med de to første modeller.

    Pixel 3-telefonen kommer til at koste fra 799 dollar, hvilket svarer til knap 5200 kroner, og kommer i handlen i USA fra 18. oktober. Modellen er endnu ikke til salg i Danmark.

    Ifølge teknologisitet engadget.com har designet overordnet set ikke ændret sig betydeligt, siden den første Pixel-model blev lanceret i oktober 2016.

    Til gengæld følger et par nye funktioner til Google-telefonens indbyggede assistent.

    Brugeren kan bede den intelligente teknologi besvare opkald, transskribere hvad personen i den anden ende siger og dermed få mulighed for at afvise det som et spam-opkald.

    For Pixel-brugere i byerne New York, Atlanta, Phoenix og San Francisco kan assistenten derudover udføre simple opkald – eksempelvis bestille bord på en restaurant. Den teknologi bliver implementeret senere på året.

    Håbet hos Google er, at der kommer mere skub i salget med den tredje udgave.

    Google offentliggør ikke sine salgstal. Men ifølge nyhedsbureauet AP vurderes det, at der blot er solgt i alt syv millioner eksemplarer af de hidtidige Pixel-modeller siden lanceringen af den første i oktober 2016.

    Til sammenligning har Apple, som offentliggør sine tal, solgt i omegnen af 388 millioner iPhones i samme periode.

    Selv om tirsdagens præsentation skulle handle om Googles nye produkter, endte en sag fra mandag med at tage en del af opmærksomheden.

    Ifølge Wall Street Journal var oplysninger om flere hundrede tusinde brugere på Googles sociale netværk, Google+, fra 2015 til marts 2018 tilgængelige for uvedkommende.

    Da Google blev opmærksom på det, valgte Google ikke at oplyse brugerne om det.

    Som følge af blottelsen valgte Google at lukke Google+ for brugere.

    /ritzau/