Tirsdag fremlagde regeringen sin klimaplan. Gennem hele dagen har forskellige interesseorganisationer reageret på planen i takt med, at de har haft mulighed for at dykke ned i den.
De forskellige organisationer har forskellige anker og roser til planen. Her kan du få et udpluk af de forskellige organisationers reaktioner på klimaplanen:
* Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri:
– Energiaftalen er et skridt på vejen, men i forhold til indsatsen for bygninger er den slet ikke nok, siger han.
– Vores ønske er, at Folketinget derudover fastsætter et mål om at reducere varmeforbruget i de danske bygninger med mindst 30-40 procent i 2050.
* Dansk Energis direktør Lars Aagaard:
– Vi savner yderligere initiativer for at give oliefyret den sidste olie, og dernæst at man politisk er mere klare i spyttet, når det gælder planen for udfasning af naturgas.
* Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Marie Reumert Gjerding:
– Regeringen forspilder en historisk chance for at leverer den nødvendige plan, som gør, at vi som land kan leve op til vores forpligtelser i Paris-aftalen, siger hun.
* International programchef for WWF Verdensnaturfonden Jacob Fjalland:
– Vi er lamslåede over, at man let og elegant helt undlader at se på, hvordan landbruget kan bidrage på den korte bane.
– Det er jo på ingen måde i overensstemmelse med FN’s opråb fra mandag om, at der skal dybe reduktioner til i alle sektorer frem mod 2030, siger han.
* Otto Brøns-Petersen, analysechef for den borgerligt-liberale tænketank Cepos:
– Det nye udspil går stik imod regeringens eget ønske om, at vi skal have en mere omkostningseffektiv klimapolitik i Danmark.
– Indgrebene mod benzin- og dieselbiler er et af de allerdyreste redskaber i værktøjskassen, regeringen kunne finde frem overhovedet.
* Henrik Høegh, formand for Biogasbranchen og tidligere minister for Venstre.
– Transportsektoren har i mange år været smertensbarnet i den grønne omstilling, men med dagens klimaplan tager regeringen virkelig fat.
– Alene CO2-reduktionen ved at udskifte de 3000 dieselbusser, som kommunerne skal udskifte frem mod 2025, svarer til at sende 168.000 el-biler på gaden.
* Mads Flarup Christensen, generalsekretær hos Greenpeace Norden.
– Der bliver skruet på små møtrikker i klimaplanen for at gøre landbruget klimavenligt, men regeringen lægger op til at bruge kreditter og kreativ bogføring frem for at tage fat i de store håndtag, der reelt skal til for at mindske sektorens pres på klimaet.
* Direktør i Autobranchen Gitte Seeberg:
– Vi vedkender os naturligvis også et ansvar for at reducere CO2-udledningen, men det er også på tide, at politikerne retter øjnene mod andre sektorer, så bilisterne og autobranchen ikke alene skal trække det store læs.
* Formand for Ingeniørforeningen IDA Thomas Damkjær Petersen:
– Jeg havde gerne set et klarere bud på, hvordan vi begrænser energiforbruget i byggeriet, for vi har slet ikke udnyttet klimapotentialerne i energieffektiviseringer, siger han.
Kilder: Pressemeddelelser.
/ritzau/











