24-årig sigtet for at voldtage en anden mand i Haderslev

    En 24-årig mand er tirsdag i et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg blevet varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for at have voldtaget en 37-årig mand.

    Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

    Voldtægten skal være sket på en privat adresse i Haderslev.

    Politiet fik anmeldelsen om voldtægten lørdag, og tidligt tirsdag morgen blev den 24-årige anholdt.

    Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan han stiller sig til sigtelsen, eller om han kærede afgørelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

    /ritzau/