Tiger Woods’ mareridt fortsætter i US Open


    Golfstjernen Tiger Woods kan stadig ikke få sit spil til at fungere. Han havde håbet på oprejsning i major-turneringen US Open efter en periode med dårlige resultater, men det var han meget langt fra at realisere på torsdagens første runde.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Han skulle bruge hele 80 slag, hvilket svarer til 10 slag over par. Dermed leverede han sin fjerdedårligste runde på PGA-touren nogen sinde.

    Kun to spillere præsterede dårligere på de første 18 huller på Chambers Bay-banen.

    – Jeg er ikke tilfreds med det, det er helt sikkert. Det blev en hård dag. Jeg prøver så godt, jeg kan, men af en eller anden grund kan jeg ikke finde stabiliteten i mit spil, siger Tiger Woods.

    Han er hele 15 slag fra toppen i turneringen, der føres an af svenske Henrik Stenson og Dustin Johnson fra USA, der begge er i fem slag under par.

    21-årige Jordan Spieth, der vandt US Masters for godt to måneder siden, ligger på en delt syvendeplads i to slag under par.

    Verdensranglistens aktuelle nummer et, Rory McIlroy, havde en knap så god dag i to slag over par.

    Det kunne den 25-årige danske major-debutant Sebastian Cappelen gøre bedre. Han befandt sig i fire slag over par efter de første 11 huller, men i kraft af en god afslutning sluttede han i banens par, hvilket foreløbigt rækker til en placering som delt nummer 26.

    Feltets anden dansker, 23-årige Lucas Bjerregaard, der er med i US Open for andet år i træk, befinder sig tre slag over par.

    /ritzau/