FAKTA: Sådan dannes en regering


    Når valgresultatet er kendt, står det som regel klart, hvilken statsministerkandidat der kan danne regering uden at få et flertal imod sig.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    Ikke desto mindre skal der afvikles en formel proces, som starter med den såkaldte dronningerunde, der typisk finder sted dagen efter valget.

    Få overblik over processen her:

    * To repræsentanter for hvert parti møder op på Amalienborg, hvor de efter tur vil rådgive dronningen om, hvem der skal lede forhandlingerne om en ny regering.

    * Partierne peger typisk på den samme person, som de ønsker som statsminister.

    * Deres råd bliver både fremsagt mundtligt og afleveret skriftligt, og selve mødet på dronningens kontor varer kun få minutter.

    * Derefter kan dronningen gøre to ting:

    1. Udpege den person, der har flest mandater bag sig, som forhandlingsleder – også kaldet en kongelig undersøger.

    2. Pege direkte på en person – en såkaldt designeret statsminister- som får til opgave at danne en ny regering med sig selv som statsminister.

    * Vælger dronningen af udpege en kongelig undersøger, skal vedkommende forsøge at få et flertal bag sig, der er stort nok til at danne en ny regering – eller sikre, at der ikke er et flertal imod den.

    * Lykkes det, drager den kongelige undersøger igen til Amalienborg og får nu til opgave at danne en regering.

    * Herefter kan regeringslederen så indkalde de partier, man ønsker at samarbejde med til forhandlinger om regeringsgrundlag og fordeling af ministerposter.

    * Disse forhandlinger kan være af varierende længde og er typisk kortere, hvis en siddende regering fortsætter, frem for hvis en ny regering kommer til.

    * Efter valget i 2011 krævede det 16 dages forhandlinger, før Socialdemokraterne, SF og De Radikale nåede til enighed om at danne regering.

    /ritzau/