Israels militær frifinder efter en intern undersøgelse de ansvarlige for et luftangreb på stranden i Gaza, hvor fire drenge blev dræbt under den blodige krig i sommeren 2014.
En talsmand for militæret, oberstløjtnant Peter Lerner, siger, at luftangrebet mod drengene skyldtes, at man forvekslede drengene med militante.
De fire børn løb rundt i et område, hvor “kun militante opholder sig.”
– Efter at have modtaget undersøgelsens konklusioner er militæradvokaten nået frem til, at omtalte angreb er i overensstemmelse med både Israels og internationale love, skriver Lerner på Facebook.
Oberstløjtnanten kalder hændelsen “tragisk”.
Journalister og fotografer fra flere internationale medier boede på et hotel tæt ved stedet, hvor israelerne dræbte de fire drenge på mellem ni og elleve år, og hændelsen er dokumenteret af en række medier.
Angrebet affødte fordømmelse i udlandet af israelernes angreb.
Israel har igangsat flere interne undersøgelser af eventuelle forbrydelser eller forseelser under konflikten.
FN satte efterfølgende gang i en undersøge af eventuelle krigsforbrydelser, men i februar valgte formanden for undersøgelsen, den canadiske folkeretsekspert William Schabas, at trække sig efter beskyldninger om inhabilitet.
Ifølge israelerne har han udført juridisk arbejde for Den Palæstinensiske Befrielsesfront (PLO) i oktober 2012. Schabas afviste, at han stod i et afhængighedsforhold til PLO, men han forlod posten for at undgå, at undersøgelsen kunne kompromitteres.
Israel har sagt, at landet forsøgte at undgå civile tab. Alligevel blev 2100 palæstinensere dræbt, hvoraf de fleste var civile.
67 israelske soldater og seks civile israelere mistede livet under den knap to måneder lange bombekampagne.
/ritzau/Reuters