Spektakulær bestikkelsessag kan koste it-firma dyrt


    Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), varsler nu konsekvenser for regionernes indkøb hos firmaet Atea, hvis en verserende sag om bestikkelse viser sig at holde vand. Det skriver Finans.dk.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    – Hvis firmaet har bidraget aktivt til på bedragerisk vis at købe sig til nogle fordele, så må vi finde ud af, om vi kan udelukke nogen fra fremtidige udbud. Jeg vil have meget svært ved at arbejde sammen med sådanne firmaer, siger Bent Hansen til Finans.

    Atea er hovedleverandør af it-udstyr til Region Sjælland, som hvert år køber ind hos Atea for cirka 125 millioner kroner, oplyser regionens it-direktør, Per Buchwaldt, til Finans.

    Atea spiller en hovedrolle i en spektakulær bestikkelsessag, hvor politiet har sigtet 13 personer, hvoraf seks er varetægtsfængslet i fire uger. De fire af dem er medarbejdere i to it-firmaer, hvoraf det ene er Atea.

    Samtlige seks varetægtsfængslede, hvoraf én er ansat i Rigspolitiet og én i Region Sjælland, har på stedet kæret kendelsen om fængsling til Østre Landsret.

    Ifølge lektor i udbudsret på CBS Grith Ølykke er der allerede i dag mulighed for at udelukke virksomheder fra udbud, hvis de er dømt for en strafbar handling, der kan rejse tvivl om deres faglige hæderlighed.

    Næste år implementeres et nyt udbudsdirektiv, som er mere vidtgående.

    – Så får man faktisk pligt til at udelukke firmaer, der er dømt for bestikkelse. Der bliver fremadrettet generelt større mulighed for at udelukke virksomheder for at hindre, at det offentlige handler med upålidelige virksomheder, siger Grith Ølykke til Finans.

    Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Atea.

    /ritzau/