Chicago udligner i tæt kamp om Stanley Cup


    Alt er fortsat helt åbent i kampen om ishockeysportens mest prestigefyldte klubtrofæ, efter at Chicago Blackhawks natten til torsdag besejrede Tampa Bay Lightning med 2-1 i en tæt fjerde finalekamp.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Dermed har de to hold vundet to kampe hver i finaleserien, hvor der skal fire sejre til for at løbe med den endelige sejr.

    Hjemme i United Center i Chicago blev Brandon Saad matchvinder, da han godt seks minutter inde i tredje periode lavede det, der skulle vise sig at være sejrsmålet.

    Saad gled ind foran mål og så først ud til at have mistet pucken, men fra Tampa Bay-målmand Andrei Vasilevskiy røg pucken retur til Chicago-forwarden, der i andet forsøg fik sendt den i nettet.

    – Det var temmelig heldigt. Jeg så hullet foran mål, forsøgte at gå ind og skabe noget kaos.

    – Målmanden gjorde det godt, da han fik prikket pucken fra mig, men pludselig lå den ved min stav, og jeg koncentrerede mig bare om at få en afslutning sendt af sted, siger Brandon Saad til nhl.com.

    Gæsterne fra Florida vandt ellers skudstatistikken 25-19, men kampen viste igen, at de to hold styrkemæssigt er helt lige, og at det er småting, der gør forskellen i de enkelte kampe.

    Alle fire finalekampe er endt med en sejr på ét mål til en af siderne.

    – Den er hård. Vi havde kampen, hvor vi ville have den, og følte os godt tilpas, og så fik de det mål efter en faceoff og noget forvirring, konstaterer en skuffet Tampa Bay-kaptajn Steven Stamkos.

    De to hold mødes i den femte finalekamp i Tampa natten til søndag.

    I farmerligaen AHL er der også gang i finaleserien. Her blev danske Nicklas Jensen matchvinder for Utica Comets, der vandt med 3-2 over Manchester Monarchs.

    Jensen lavede sit holds tredje mål og er dermed oppe på to mål i finaleserien. Efter tre finaler er Utica Comets dog bagud med 1-2.

    /ritzau/