FC Nordsjælland brager sammen med Ajax


    FC Nordsjælland skal møde den hollandske storklub Ajax, når holdet drager på træningslejr til Delden i Holland, hvor klubben to gange tidligere har haft gode træningslejre om sommeren.

    Like localeyes.dk på Facebook

    På denne tur venter et møde med Ajax på Sportspark De Boeshoek i Hardenberg 10. juli, og det er Jan Laursen fra FCN’s sportslige ledelse stolt over.

    – Vi forsøger altid så vidt muligt at ramme internationale modstandere til alle vores hold i opstartskampene, og i Ajax glæder vi os over både at få en modstander af høj international klasse samt en klub med tætte bånd til dansk fodbold og med flere danske profiler i truppen.

    – Samtidigt så giver det os lejlighed til at kombinere kampen med en træningslejr i Holland som optimal forberedelse til den kommende Alka Superliga-sæson.

    – Vi har to gange tidligere været i Delden, hvor vi har haft gode faciliteter og mødt gode modstandere, fortæller Jan Laursen til klubbens hjemmeside.

    Spillertruppen i Ajax tæller på nuværende tidspunkt fem danskere i førsteholdstruppen, nemlig Nicolai Boilesen, Lucas Andersen, Viktor Fischer, Niki Zimling og Lasse Schöne.

    Der venter godt en uges træningslejr i det hollandske, før FCN vender snuden hjem igen 11. juli for at fintune de sidste detaljer, inden Superligaen starter op igen fra den 17.-20. juli.

    /ritzau/