Skandaleombrust grønlænder stiller op til Folketinget


    Grønlands tidligere landsstyreformand Aleqa Hammond gør et forsøg på at vende tilbage til politik efter en sag om misbrug af offentlige midler, hvilket i efteråret tvang hende væk fra formandsposten. Nu stiller hun op til Folketinget for Siumut, skriver Sermitsiaq.

    Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

    Hammonds comeback blev rygtet tidligere i maj, men Siumut har først torsdag aften offentliggjort partiets kandidater til folketingsvalget.

    Aleqa Hammond blev landsstyreformand i april 2013 efter at have scoret det højeste antal personlige stemmer blandt samtlige kandidater til det grønlandske landsting, Inatsisartut.

    Hun måtte dog trække sig fra posten i september 2014, efter at det var kommet frem, at hun havde brugt mere end 100.000 offentlige kroner til privat forbrug.

    I forlængelse af skandalen blev der udskrevet valg til Inatsisartut, hvor Hammond ikke stillede op.

    Aleqa Hammond har ifølge Grønlandsposten afregnet sit udestående som beløb sig til 106.363,72 kroner.

    Siumuts politiske ordfører, Jess Svane, påpegede tidligere på måneden over for avisen, at Hammond “ikke er dømt for noget”, og at der derfor ikke er noget i vejen for, at hun stiller op til Folketinget.

    Det skete, da rygtet om hendes kandidatur til Folketinget begyndte at svirre.

    Ikke desto mindre beskrev Berlingske i efteråret 2013, hvordan Hammond tilbage i 1996 blev dømt for bedrageri for 5100 kroner mod et hotel, hvor hun syv gange havde ladet sit spærrede kreditkort mase gennem en fluesmækker.

    Siumut er i dag repræsenteret i Folketinget ved Doris Jakobsen, men hun fortsætter, fremgår det af Siumuts kandidatliste.

    Ud over Hammond stiller tre andre Siumut-politikere op til valget, skriver Sermitsiaq.

    Det drejer sig blandt andre om Pitsi Høegh, der stillede op til valget til Inatsisartut i efteråret uden at komme ind.

    Også Martha Abelsen, som har været mange år i både lands- og kommunalpolitik, og den mindre kendte Erik Jensen bejler til Folketinget.

    /ritzau/