Kristendemokraterne tror på vælgermirakel


    Trods sløje meningsmålinger er Kristendemokraternes formand optimistisk, når det gælder partiets muligheder for at komme i Folketinget.

    Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

    – Vi ligger på 1,1 procent, men det er stigende, og efterhånden er vi en joker i det her spil, siger partiformand Stig Grenov til Ritzau.

    Den seneste måling, Voxmeter har foretaget for Ritzau, inden valgudskrivelsen gav kun partiet 1,1 procent af stemmerne. I Ritzau Index, der er et vægtet gennemsnit af fem målinger, ligger partiet endnu lavere, nemlig på 0,8 procent.

    Men det slår ikke Stig Grenov ud.

    – Ved sidste valg lå vi hele tiden på 0,2-0,5, og vi fik 0,8. Vi ligger altid højere. Vi er et lidt specielt parti og har vore specielle områder i Danmark, siger han.

    Han mener, at partiet har flere stærke kandidater, men ingen profiler, der er kendt i den landsdækkende brede offentlighed.

    – Vi er et parti uden kendisser, og det er vi lidt stolte af, for vi mener, at det drejer sig om politik, siger han.

    Stig Grenov er ikke i tvivl om, at partiet, der tidligere har siddet i regering med både Socialdemokraterne og de borgerlige, i dag hører til i blå blok.

    Partiet bakker også op om Venstres politik om nulvækst i det offentlige forbrug.

    – Der er penge nok. Det er bare et spørgsmål om at omfordele dem, lyder det fra Grenov.

    Den politik, partiet går til valg på, omfatter blandt andet bedre offentlig transport til landets yderområder, modstand mod heldagsskole og en kristendomsundervisning, der er baseret på biblen og ikke “en halvfilosofisk gang sniksnak”, som formanden karakteriserer den nuværende undervisning.

    Derudover mener partiet, at alle, også børn med Downs-syndrom, har ret til liv, og Kristendemokraterne er derfor imod den nakkefoldsscanning, som gravide kvinder får tilbudt tidligt i graviditeten.

    /ritzau/