Nationalpartiet har en uge til den sidste slutspurt


    Det er ikke kun i de etablerede partier, at meldingen om et snarligt valg skaber travlhed.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Også hos Nationalpartiet kæmper man lige nu for overhovedet at blive opstillingsberettiget til folketingsvalget.

    Det kræver 20.260 underskrevne og godkendte vælgererklæringer, og så langt er man ikke endnu, siger formand Kashif Ahmad.

    – Vi mangler knap 6.500 godkendte vælgererklæringer, som vi skal have i hus senest 15 dage før valget. Så hvis det bliver udskrevet med tre ugers varsel, har vi en lille uge til at nå målet.

    – Forhåbentlig kan en valgudskrivelse betyde, at vi får de sidste op af stolene, og vi kan kun opfordre alle, der har en godkendt vælgererklæring liggende til at få den sendt videre til os, enten per brev eller ved at tage et billede og uploade det til os.

    – Og alle dem, der endnu ikke har udfyldt en vælgererklæring, kan gå ned på kommunen og få den godkendt med det samme, siger formanden.

    Han er frustreret over, at kommunerne rent faktisk har godkendt mere end 30.000 vælgererklæringer.

    Mere end halvdelen af dem er bare ikke nået det sidste stykke vej fra underskriveren og ind på partikontoret, og så tæller de ikke.

    – Det er frustrerende, når vi har fået godkendt mere end 50 procent af det krævede antal vælgererklæringer, at vi alligevel risikerer ikke at kunne stille op.

    – Det er et udtryk for et meget bureaukratisk og udemokratisk system, siger Kashif Ahmad.

    Han har forgæves rykket for en bebudet NemID-løsning, hvor en vælgererklæring kan godkendes elektronisk og sendes direkte videre til rette myndighed, men svaret fra Indenrigsministeriet er, at den først er færdig i begyndelsen af juni.

    Hvis det ikke lykkes at samle de krævede vælgererklæringer, har Nationalpartiet en plan B, der går ud på at opstille løsgængere i stedet.

    Nationalpartiet er stiftet med det formål at skabe et solidarisk og mangfoldigt samfund på tværs af hudfarve og kulturer. Blandt partiets kandidater er digteren Yahya Hassan.

    /ritzau/