Caroline Wozniackis sejrscifre lød på overbevisende 6-3, 6-0 i første runde i grand slam-turneringen French Open.
Men danskeren måtte dog igennem en meget lige åbning på kampen mod italieneren Karin Knapp. Spillerne holdt serv frem til 2-2, og de første fire partier varede mere end en halv time. Derefter brød Wozniacki til 3-2 og så sig aldrig tilbage.
– Jeg vidste, at hun ikke var en nem modstander, så jeg var lidt nervøs. Men efter de første par partier følte jeg, at nu kom jeg lidt mere ind i det og følte mig bedre tilpas, siger Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.
Knapp kom med en frisk turneringssejr fra Nürnberg i sidste uge, og hun spillede med selvtillid og stor risiko fra starten af kampen.
Det var danskeren forberedt på.
– Man skal bare lige ind i rytmen og finde banen, og så vidste jeg på forhånd, at hun ville komme ud og spille aggressivt og trykke løs. Det er den måde, hun spiller på, og det hun havde så meget succes med i sidste uge, siger Wozniacki.
I turneringens anden runde skal Wozniacki møde tyske Julia Görges, der rangerer som nummer 72 i verden.
De har mødt hinanden syv gange før med danskeren som vinder fire af gangene – blandt andet de to seneste gange.
På grus, som er underlaget i Paris, fører tyskeren dog 2-0 indbyrdes. Begge opgør blev spillet i 2011.
Hvis seedningen holder, skal Wozniacki møde Serena Williams i kvartfinalen. Verdensetteren vandt sin kamp i første runde over tjekken Andrea Hlavackova med 6-2, 6-3.
/ritzau/