Selvom dansk økonomi generelt er i rigtig god form, så er der alligevel noget, der kan få panderynkerne frem hos de økonomiske vismænd, når de skal give deres bud på udviklingen de kommende år.
For priserne på danske huse og lejligheder stiger så kraftigt, at det kan gå hen og blive risikabelt for økonomien, vurderer vismændene.
– Det er en bekymring, vi har, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
– Renten er lav, og det må vi forvente, at den er i en periode fremadrettet. Samtidig er der et økonomisk opsving. Vi er kommet nærmere det punkt, hvor boligpriserne kan gå amok, tilføjer han.
De ekstremt lave renter, olieprisfald, svækkelsen af den effektive kronekurs og ny økonomisk fremgang kan føre til kraftigt stigende ejendomspriser, som så igen vil falde, når renterne finder tilbage på et normalt niveau, lyder det i vismandsrapporten.
– Det er usikkert hvornår, men når rentestigningerne kommer, kan de forårsage et betydeligt nedadgående pres på boligpriserne – eventuelt i et omfang som vil efterlade mange boligejere teknisk insolvente, skriver vismændene.
Mange boligejer risikerer altså at blive stavnsbundet med en gæld, der overstiger værdien af deres bolig.
I øjeblikket ligger boligpriserne omkring ti procent højere, end de ville have gjort med et mere normalt renteniveau, lyder det i vismandsrapporten. Og det betyder, at priserne kan falde i omegnen af ti procent, når renten er tilbage på normalt niveau.
Ifølge vismændene vil renten formentligt stige omkring 3,5 procentpoint frem mod 2020.
For at stabilisere boligmarkedet bør regeringen gøre op med skattestoppet på boliger. Skatten bør stige til én procent af ejendommens værdi. Det vil øge boligejernes skattebetaling med typisk omkring 50 procent.
– Det vil med det samme virke stabiliserende for boligmarkedet og økonomien som sådan og reducere behovet for pludselige indgreb, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.
Ifølge vismændene kunne en del af medicinen også være, at der indføres en grænse for, hvor stor andel af en boligs værdi der kan belånes med variabelt forrentede lån.
/ritzau/