Den italienske træner Carlo Ancelotti er fortid i den spanske storklub Real Madrid.
Rygterne om en fyring har svirret i de seneste uger, og mandag blev den bekræftet af klubben på en pressekonference.
– Jeg ønsker at meddele jer, at jeg har taget beslutningen om at fritage Carlo Ancelotti træneransvaret i Real Madrid, siger klubpræsident Florentino Perez.
– Det har ikke været en let beslutning at tage, men tiden er inde til nye impulser og til, at holdet vinder nye trofæer, siger præsidenten.
Fyringen er en konsekvens af en skuffende sæson, hvor holdet måtte nøjes med andenpladsen i den spanske liga efter rivalen FC Barcelona.
Også Champions League sluttede som en skuffelse, da Real tabte sammenlagt i semifinalen til italienske Juventus.
Heller ikke i den spanske pokalfinale er Real Madrid repræsenteret.
55-årige Ancelotti blev træner for Real Madrid i sommeren 2013, hvor han afløste den nuværende Chelsea-manager, José Mourinho. Da skrev Ancelotti under på en treårig kontrakt, men nu er det altså slut efter to sæsoner.
Lørdagens 7-3-sejr over Getafe blev Ancelottis sidste i spidsen for Real Madrid. Efter kampen tilkendegav blandt andet Cristiano Ronaldo, at han håbede, at Ancelotti også ville være i klubben efter sommerpausen.
Ancelotti førte i sin første sæson Real Madrid til Champions League-trofæet efter finalesejr over lokalrivalen Atlético Madrid. Men det lever man ikke længe på i en klub som Real Madrid, som har forventninger om at vinde store titler hvert år.
Ancelotti, der tidligere har stået i spidsen for Parma, Juventus, Milan, Chelsea og Paris Saint-Germain, udtalte for få dage siden, at han havde besluttet sig for at tage et år væk fra fodbolden, hvis den spanske storklub skulle stikke ham en fyreseddel.
Afløseren i Real Madrid er endnu ikke på plads. Perez forventer at kunne annoncere den kommende træner i næste uge.
Spanske medier har Napolis træner, Rafael Benitez, som favorit til jobbet.
/ritzau/DPA