Cameron besøger Thorning som led i EU-charmeoffensiv


    Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) får torsdag særligt besøg tidligt på dagen.

    Like localeyes.dk på Facebook

    Hun skal spise morgenbrød i selskab med Storbritanniens premierminister, David Cameron, der ifølge nyhedsbureauet Reuters kommer på besøg i Danmark. Også The Wall Street Journal rapporterer om turen til København.

    Det sker som led i en større rundrejse til de europæiske hovedstæder, hvor Cameron skal diskutere briternes fremtidige forhold til EU. Premierministeren, der for nylig blev genvalgt, har lovet en genforhandling af det britiske EU-medlemskab, som han vil sætte til folkeafstemning.

    Mødet mellem Thorning og Cameron fremgår ikke af statsministeriets kalender over Thornings officielle aktiviteter i maj.

    Mens Cameron netop har genvundet premierministerposten, spekuleres der kraftigt i, at den danske statsminister vil udskrive valg i denne uge.

    Det har tidligere været fremme, at Camerons folk skeler til, hvordan Danmark har forhandlet sig frem til særordninger i EU-systemet.

    Cameron tog for alvor hul på sin EU-kampagne, da han var til topmøde med EU’s partnere mod øst i slutningen af sidste uge.

    Her erkendte Cameron, at det ikke bliver nemt at reformere EU eller den britiske version af samarbejdet.

    – Men jeg er fortrøstningsfuld, for i sidste ende tror jeg, at det er i alles interesse, sagde han.

    I forbindelse med samme møde sagde Helle Thorning-Schmidt:

    – Vi sætter stor pris på Storbritannien og vores samarbejde i EU, og jeg håber inderligt, at vi kan finde en god løsning for Storbritannien.

    – Nu må vi først høre, hvad hr. Cameron har at sige om, hvilke former for forandringer de ønsker at opnå. Og så tager vi det derfra, lød det fra statsministeren.

    Cameron har allerede mødtes på tomandshånd med EU-præsident Donald Tusk samt lederne fra Polen, Sverige, Ungarn og Letland. Mandag kommer Jean-Claude Juncker, formand for EU-Kommissionen, forbi til en snak på Camerons officielle landssted.

    Efter sit visit i Danmark rejser Cameron videre til Holland for at besøge premierminister Mark Rutte, inden turen går til præsident François Hollande i Frankrig og forbundskansler Angela Merkel i Berlin ifølge Reuters.

    David Cameron håber at kunne nå at tale med alle EU’s stats- og regeringschefer inden et EU-topmøde i slutningen af juni.

    /ritzau/